Hvor meget vejer synd

Jeg kommer fra mellemøsten, og jeg elsker at snakke med venner fra den del af verdenen. Jeg sagde engang til dem, ”er i klar over, at de fleste mennesker tror om Guds endelige dom, at han vil veje deres gode gerninger på den ene side af en vægt, og deres onde gerninger på den anden side, og dermed bestemme deres evige skæbne – om de havner i himlen eller i helvede?”

De svarede så, ”ja, tror du da ikke det?”

Jeg var tavs et øjeblik, men fortsatte så, ”da de fleste mennesker tror sådan, har jeg tænkt en del over det spørgsmål. For hvad nytter det at vinde hele verden, hvis jeg må bøde med min sjæl? Men jo mere jeg tænkte over det, jo sværere havde jeg det med denne ide.”

”Hvad mener du?” spurgte de så.

Jamen, hvis Gud har tænkt sig at veje mine synder på en vægt, så vil jeg gerne først vide, hvad mine synder vejer hver især. Giver det ikke god mening? Jeg vil gerne vide, hvor meget hver løgn og hver ond tanke vejer – og stolthed ligeså. Og endnu vigtigere, hvor meget vejer mine synder i en hellig Guds øjne, som hader synd? Men det er ikke alt. Jeg tænker også over, hvor meget mine gode gerninger vejer, da jeg ved, at de ofte er utilstrækkelige, og ofte ødelægges af stolthed og ønsket om ære fra mennesker.”

Mine venner blev stille. Den ene sagde så, ”vores eneste håb står til Guds barmhjertighed og nåde.” ”Det er rigtigt,” sagde jeg enigt, ”og tak Gud for, at han er både barmhjertig og nådig; men hans barmhjertighed kan ikke komme til udtryk på bekostning af hans hellighed og retfærdighed.”

Så spurgte en anden ven, ”Jeg ved at Gud kan gøre alle ting, men forklar mig hvordan han kan handle retfærdigt og vise barmhjertighed samtidigt?”

Jeg svarede, ”Dette er umuligt for mennesker. Hvis dommeren ikke straffer den skyldige for hans forbrydelse, så kan han virke barmhjertig, men ikke retfærdig. Men hvis han handler helt retfærdigt, så kan han ikke handle helt barmhjertigt. Men Gud kan vise ægte barmhjertighed, og samtidigt være helt retfærdig!”

”Hvordan?” spurgte de forundrede.

Så gav jeg dem endnu et billede. ”Forestil jer, at straffen for min synd var at betale en stor sum penge, eller komme i fængsel, og dommeren selv betalte denne pris. Ville han så ikke være barmhjertig og retfærdig samtidig?”

”Jo, så ville han sandelig være barmhjertig, retfærdig og nådig på samme tid,” blev de alle enige om.

Mine venner ventede nu spændt på at få at vide, hvordan Gud kunne gøre dette for mennesker. Mine venner er meget ærlige folk – som dem fra Østen, der diskuterer sådanne ting, ofte er – men denne snak fik dem til at indse, at det er farligt at sætte sin lid til egne gode gerninger. De benægtede aldrig, at de var syndere – og nu var de spændte på at få at vide, hvordan de kunne blive frelst.

Bibelen siger, ”det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes” (Hebræerne 9:27). Jeg forklarede dem, at straffen for synd er evig død – ikke bare fysisk død. Så hvordan kunne Gud bære denne straf for os? Ved at blive et menneske for vores skyld. Og det er præcis, hvad Jesus blev.

Bibelen fortæller os også, at Gud elsker menneskeheden så højt, at han sendte Kristus til at dø for os. Og Kristus døde villigt for os, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Bibelen siger om Kristus, ”Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse (tilgivelse) ved hans navn” (ApG 10:43).