Tro eller følelser

Mange ægte kristne er i dag plaget af tvivl og frygt for, om de er frelste. ”Er jeg virkelig frelst?” Spørger mange sig selv. ”Siden jeg ikke kan føle det, så må jeg være fortabt og på vej mod helvede!” Lyder den frygtede konklusion.

Fred i troen

”Da vi nu er gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed … Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft” (Romerne 5:1; 15:13).

I det sidste vers, som blev citeret ovenfor, stod der ikke ”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i følelserne,” men ”i troen.” Dette er selve problemet, og jeg ønsker tale om det til dig, som netop tvivler på din frelse; du ønsker først at kende nogle bestemte følelser, og på baggrund af disse følelser er du villig til at tro, at du er frelst. Hvis du ikke har de rigtige følelser af fred, tror du ikke, at du er frelst. Men dette er den forkerte rækkefølge. Gud ønsker at fylde dig med glæde og fred i troen. Troen kommer først, og må fortsætte uden at du tvivler.

Uforanderlig fred med Gud

Følelser skifter konstant, men dette har ingen betydning for den fred, Gud har skænket gennem Jesu Kristi død. I Kolossenserbrevet 1:20 står der, ”og ved ham at forsone alt med sig, på jorden og i himlen, ved at stifte fred ved hans blod på korset.” Gud har forsonet sig med os på baggrund af den fred, han selv har skabt. Den fred kan der ikke rokkes ved, for den har sit fundament på Guds egen, uforanderlige vurdering af værdien af Kristi dyrebare blod. Den er ikke baseret på dine følelser, og dine følelser kan ikke ændre på den. Den er ligeså uforanderlig og evig som Gud er. Blodet forandrer sig på ingen måde; det blev udgydt en gang for alle, og skal ikke i evighed udgydes igen.

Glæden i freden

Din glæde ved denne fred, afhænger nu udelukkende af din tro på hvad Gud har gjort, og ikke på hvad du føler. Du kan heller ikke miste den, for Gud har skabt den, og dette faktum kan der aldrig rokkes ved. Uanset hvad du føler, må du bare tro det, og takke Herren at han døde for dig. Find ro i dette evige og uforanderlige faktum.

Det kan sammenlignes med en mand, der går over en lang gangbro. Han kan være i tvivl, om den vil holde ham oppe. Men det har ingen betydning, hvad broens styrke angår. Eller han kan krydse den uden nogen som helst tvivl. Men det gør ikke broen stærkere. Sådan står det også til med Jesu Kristi uforanderlige værk, og den fred Gud har skabt gennem blodet.

Jeg håber, at dette hjælper dig til at indse, at din frelse ikke har forandret sig siden dengang, du tog imod Jesus Kristus som din frelser. Den glæde og fred, som du oplevede dengang, er måske forsvundet nu, men dette har ikke nogen betydning for det solide fredsfundament, som Gud har givet gennem sin Søns død.

Synd hindrer fred

Men det er klart, at er der kommet synd ind i dit liv, så kan Gud ikke give dig følelser af glæde og fred. Heller ikke dette kan forandre den fred, som Gud har skænket gennem Kristi blod. Hvad må du så gøre for at genvinde følelsen af fred i dit hjerte og i dit sind? Du må med taksigelse og lovprisning bekende det for Herren, og takke ham, at han kan elske én som dig, og at han én gang for alle har slettet den synd, sammen med alle andre synder i dit liv, gennem Jesu Kristi blod. Da Gud kan genoprette følelsen af glæde og fred i dit liv.

Betingelserne for fred i hjerte i sind

Der findes dog nogle betingelser for at dit hjerte og sind kan bevare freden. Vi finder dem i Filipperne 4:4,6. (1) Glæd dig i Herren, og i hans absolutte herredømme i dit liv. Dette kan ikke ske, hvis du ikke er villig til at opgive din egen vilje, og tage imod hans vilje med glæde. Hans kærlighed til dig er stærkere end døden. (2) Vær ikke bekymret for noget (”bekymret” betyder her ”ængstelig” eller fuld af bekymring). Gud er over alle ting, og han har købt dig for en uendelig høj pris. Det, han har tilladt i dit liv, har han tilladt i sin evige kærlighed, for din evige frelses skyld. ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet … For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Romerne 8:28; 38, 39). (3) Bring i alle forhold dine ønsker frem for ham i bøn og påkaldelse med tak. Dette gør, at du bevarer kontakten med Gud. Men læg mærke til, at når du beder, så må du gøre det med taksigelse. For hans magt er over alle ting, og hans kærlighed i de ting, han tillader i dit liv. ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Fire ting der fungerer sammen

”Kristi fred skal råde i jeres hjerter … Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer … Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” (Kolossenserne 3:15, 16, 17). Læg mærke til, at der er fire ting i disse vers, som må høre sammen: 1) fred som råder i vores hjerter; 2) taksigelse; 3) at Kristi ord bor i rigt mål hos os; 4) at gøre alt, hvad vi gør, i Herren Jesu navn.

Vi bør ikke glemme at være taknemmelige; vi bør læse i skriften dagligt, og meditere over den; Og er der noget i vores dagligdag, vi ikke kan gøre i Herren Jesu navn, bør vi ikke gøre det. Hvis vi gør det, frarøver vi bare os selv for glæden ved at have fred i sjælen. ”Hvad end i gør” betyder også din beskæftigelse, som vi kan læse i Efeserne 6:5-7, ”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte … , der af hjertet gør Guds vilje.”