Beviser på Helligåndens virke i vores liv

E. C. Hadley

Beviser på Helligåndens virke i vores liv:

Mange troende tror, at medmindre man taler i tunger, har man ikke modtaget Helligånden; men en ægte kristen, som er ledt af Guds Ord, behøver ikke at være bekymret, hvis han ikke kan gøre tegn, undere eller tale i tunger. Apostlene og andre havde disse specielle gaver (ApG 2:4, 43; 4:30; 5:12; 14:3), men selv i begyndelsen var det ikke alle, der talte i tunger eller gjorde mirakler; men alle som troede, blev forseglet med Helligånden (se 2. Korinther 1:21, 22; Efeserne 1:13).

De spørgsmål som apostlen Paulus stiller i 1. Korintherbrev 12:29, 30 viser uden tvivl, at det ikke var alle, som talte i tunger. Ethvert lem på Kristi legeme har en placering og en tjeneste, men lemmerne har ikke de samme gaver, uanset hvor nyttige de er. ”Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale?” Svaret på disse spørgsmål er et klart ”nej.” Og læg mærke til, at apostlen taler til dem, som er blevet døbt med Hellligånden (se vers 13).

I Matthæus 16:18 talte Herren Jesus om at bygge kirken eller menigheden. Dette arbejde blev påbegyndt i Apostlenes Gerninger 2. Det glædede Gud at begynde dette vidnesbyrd med tegn og undere – den opstandne og herliggjorte Herre ”virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med” (Markus 16:17-20).

Tungetalen manifesterede sig og hang specifikt sammen med dette guddommelige værk. Skriften fortæller, at evangeliet blev fortalt med tungetale; for de fremmede hørte om Guds undergerninger, hver på sit tungemål (ApG 2:4, 8, 11; 10:46; 19:6); men det er forkert at konkludere, at man ikke havde Guds Ånd, hvis man ikke besad denne specielle gave. Tungetale blev ikke givet som et tegn for dem, som tror, men for dem, som ikke tror (1. Korinther 14:21, 22). Dette er en opfyldelse af Esajas 28:11-12. Vi ser ud af denne profeti, at det var et tegn, der specifikt havde til formål at vise de vantro jøder deres skyld ved at have forkastet Kristus.

Tungemålenes forvirring var noget, som begyndte igennem synd (1. Mosebog 11:6-9). Loven blev givet til ét folk, og på ét tungemål, men da Gud nu sendte sin nåde til ”enhver,” blev det fremført alle de tungemål der fandtes; derfor kunne der ikke være nogen tvivl om, at dette var fra Gud.

Men meget tidligt i kirkehistorien (1. Korinther 14) ser vi, at tungetalens gave blev misforstået, og menigheden kom til at virke som en samling vanvittige overfor ikke-troende (vers 23). Dette er det stik modsatte af det, vi læser i 2. Timotheus 1:7, hvor den, der har Guds Ånd karakteriseres ved at have besindighed (et kontrolleret og sundt sind). I 1. Korintherbrev 13:8 får vi at vide, at ”tungetale, den skal forstumme,” selvom der ikke bliver givet et bestemt tidspunkt, hvor dette skal ske.

I 2. Korintherbrev 1:21, 22 nævnes der tre karakteristika, som forbindes med Helligånden: (1) salvelse, (2) besegling, (3) oprigtighed; og i Romerbrevet 8:9 og Efeserbrevet 1:13 kan vi ud fra Skriften læse, at Helligånden bor i ethvert sandt Guds barn.

De følgende ting er ægte beviser på Helligånden tilstedeværelse:

Galaterne 4:6, ”den råber: Abba, fader!” – dette er barnekårets ånd (se også Romerne 8:15).

2. Timotheus 1:7, en ånd af kraft, kærlighed og besindighed.

Den kristne bliver født af Ånden (Johannes 3:6); bliver forfulgt af dem, der er født af kødet (Galaterne 4:29); bliver vejledt til hele sandheden af Helligånden (Johannes 16:13); Guds kærlighed er udgydt overalt i hans hjerte (Romerne 5:5); derfor vil han være bevidst om Guds kærlighed ”til os” og ”i os” (1. Johannes 3:14, 23, 24; 5:1, 2), og han vil bekende Herren Jesus Kristus som kommet i kød (1. Johannes 4:2). Hvis Helligånden ikke bliver bedrøvet, og har helt plads i vores liv og hjerter, så vil vi være fyldt af Ånden (Efeserne 5:18). Det er ikke nødvendigt at bekræfte dette igennem manifesterede tegn, men vedkommende vil underkaste sig Ordet, tilbede Gud og tjene menigheden til dens opbyggelse.

En advarsel

Vi må være på vagt overfor ”vildfarelsens ånd” (1. Johannes 4:6), for ”der er gået mange falske profeter ud i verden” (1. Johannes 4:1). En meget enkel måde at bedømme disse ånder på, er ved at spørge sig selv, om de bliver i apostlenes lære om Kristus som ”Gud åbenbaret i kødet” (1. Timotheus 3:16)? Hvis de ikke bekender dette, så er det klart, at de hører til den gruppe der er under ”vildfarelsens ånd” – ”på deres frugter kan i kende dem” (Matthæus 7:15-20). (Se også 2. Johannes 9-11).

Mirakler er ikke et bevis på Helligåndens kraft. Satan har altid virket mirakler for at bedrage, og et af de karakteristiske træk ved endetiden vil være, at Satan vil gøre mange mirakler for om muligt at bedrage selv de udvalgte. Læs nøje referencerne om dette emne: (2. Mosebog 7:8-12, 20-22; 5. Mosebog 13:1-3; Matthæus 24:24; Åbenbaringen 13:13, 14; 16:13, 14).

Guds Ånd giver specifikt advarsler imod ”forførende ånder” (1. Timotheus 4:1), som virker i falske kulter, spiritisme, osv. De efterligner ofte eller lader til at være Guds Ånd, men deres sande karakter afsløres ved det faktum at de fordrejer Skriften, og altid søger at underminere Guds og Kristi sandhed, himmel og helvede, evig straf, legemets opstandelse, den stedfortrædende forsoning, Kristi guddommelighed, osv.

Lad os huske på: Al Skriften er nok til at et gudsmenneske udrustes til al god gerning (2. Timotheus 3:16, 17). Timotheus blev opfordret til at ”prædike ordet” (2. Timotheus 4:2).

Guds Ord er meget klart for dem, som har ”ører at høre med.” Lad os flygte fra de fremmedes røst (Johannes 10:5).

E.C. Hadley

 

Stehende zeile: Evidences of the Holy Spirit in our lives