Fire sandheder som kristne bør kende

Mange troende er frustrerede og bekymrede over deres vandring, og tvivler nogle gange på deres frelse, fordi de oplever så mange nederlag i deres liv. De fire, følgende sandheder bør være en hjælp til enhver som tænker sådan.

•  sandhed: tilgivelse

Når vi kommer til Herren Jesus som syndere, og tager imod ham som vores frelser, så tilgiver Gud alle vores synder, og retfærdiggør os på grund af Kristi udgydte blod (Romerne 3:23-26). Da Jesus hang på korset, blev vores synder lagt på ham, og han tog straffen for dem. Der findes ikke længere straf for alle dem, som har taget imod Kristus som deres frelser. Enhver synd, som er kommet ind i vores liv, er allerede blevet dømt og straffet, da Kristus døde for os på korset (Esajas 53:5-6; Hebræerne 9:28; 10:12-14).

Man kunne nu blive fristet til at sige, ”Hvis det er sandt, så har det ikke megen betydning om vi fortsætter med at synde eller ej.” Men det har faktisk en utrolig stor betydning, da der findes tre andre sandheder, som vi skal se på, og som har at gøre med frelsen.

•  sandhed: en ny natur

Når vi tager imod Kristus som vores frelser, så ikke bare tilgiver og retfærdiggør Gud os, men han skænker os også en ny (guddommelig) natur. Vi bliver født på ny – vi bliver Guds børn (1. Peter 1:23; Jakob 1:18; 2. Peter 1:4). Denne nye natur elsker Gud men hader synd; den får os til at ville leve uden at synde, og gør, at vi har det elendigt når vi synder. Ingen kristen, som virkelig er født på ny, kan leve i synd, og samtidigt være glad.

Men nogle spørger sig selv, ”hvorfor gør jeg syndige ting, hvis jeg har fået en ny natur? Jeg ønsker egentlig ikke at gøre dem, men selvom jeg har alle de rigtige intentioner, så kommer jeg alligevel til kort, og gør dem igen.”

Vi har ikke blot en ny natur, der hader synd, men vi har også den gamle (syndige) natur, som elsker synd. Der foregår en konfliktkamp indeni os. Den gamle natur ønsker at synde, men den nye natur ønsker at behage Gud.

Udover dette, så har vi også en samvittighed der fortæller os, at det den nye natur ønsker er det rigtige, og det den gamle natur ønsker, er forkert. Men alt for ofte er det den gamle natur, der med alle dens længsler og begær efter syndige ting, virker stærkest når vi bliver fristet. Det ender med, at vi føler os fangede, og vi gør ting som vores nye natur hader, og vores samvittighed fordømmer.

Når vi så er færdige med at handle sådan, så fortryder vi, og beslutter os for aldrig at handle sådan igen. Men det virker som om, at vi ikke har styrke til at modstå fristelsen. Hvad skal vi stille op? Her kommer den tredje sandhed om frelsen ind i billedet.

•  sandhed: Helligånden

Da vi tog imod Kristus som vores frelser og blev født på ny, gav Gud os Helligånden til at bo i vores hjerter (Efeserne 1:13; Galaterne 4:6). Denne Helligånd udgyder Guds kærlighed i vores hjerter, og får os til at kende Kristi fred i sjælen. Derfor er vi glade! (Romerne 5:1-15).

Men når vi lader synden vinde, så bliver Helligånden bedrøvet. Han kan ikke skænke os glæde, for det ville bare opmuntre os til at gøre de ting han hader. Han er ét med Faderen og Sønnen, hader synd og elsker retfærdighed og hellighed (Efeserne 4:30).

Helligånden bliver os ikke kun til dels, for at Guds kærlighed må være udgydt i vores hjerter. Han giver os også styrken til at sige ”Nej!” til den gamle naturs begær, og underkaste os Guds vilje, og gøre de ting som behager ham. ”I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst” (Galaterne 5:16).

Det er ligesom med Peter, da han vandrede på vandet. Lige så længe han regnede med, at Herren ville holde ham oven vande, gik alt godt; men i det øjeblik han lagde mærke til den stærke storm og bølgerne, blev han bange og begyndte at synke. I vores kristne vandring må vi regne med, at Herren holder os oprejst hvert skridt på vejen, ved kraften fra sin iboende Ånd (Matthæus 14:23-31; Johannes 15:4-5).

•  sandhed: fællesskab

Frelsen bringer os ind i fællesskab med Gud. Der opstår en glad fornemmelse mellem Gud som vores Far, og os som hans børn. Vi kan glæde os over at høre, hvad han har at sige til os ved sin Ånd, gennem sit Ord. Vi føler os frie til at kunne tale med ham om alle vores problemer, ligesom et barn kan føle sig fri overfor sin jordiske far, som han ved elsker ham. Hans smil gør os glade.

Men når et barn er ulydigt, ved han, at hans far er utilfreds med ham. Så må han opleve at blive disciplineret, frem for at få et smil. Forholdet mellem far og barn har ikke ændret sig, men fællesskabet og den glade følelse mellem dem er blevet brudt.

Sådan er det også med vores himmelske Far. Vi er stadig hans børn når vi synder. Det er også sandt, at Kristus tog straffen for vores synd; den er blevet fjernet ved hans offer på korset. Men fællesskabet med vores Far og vores frelser bliver brudt, og Helligånden bliver bedrøvet. Faderen må irettesætte os for vores ulydighed, og måske endda tugte os, specielt hvis vi fortsætter med vores synd.

Hvis vi kommer til ham og bekender, ydmyget af vores synd og ulydighed, så kan vi opleve hans tilgivelse, som en far tilgiver sit barn. Fællesskabet genoprettes, og vi føler os glade i hans nærvær igen (1. Johannes 1:9).

Så når et Guds barn synder, så er han ikke fortabt, da Gud har taget imod ham pga. Kristi offer for vores synder. Hans forhold til Gud bliver heller ikke brudt. Han er stadig et Guds barn, og Gud er stadig hans Far. Men hans fællesskab med Faderen bliver brudt, Helligånden bliver bedrøvet, og han bliver udsat for Faderens tugt. Når han bliver ydmyget over sin synd, og bekender den for Faderen, så bliver fællesskabet genoprettet.

Der er dog en ting vi mister når vi synder, som aldrig kan blive genoprettet igen. Kristus sagde, at det aldrig ville blive glemt, når et glas koldt vand blev givet i hans navn (Markus 9:41). Han har tænkt sig at give en belønning for hver ting, vi har gjort i hans navn. Hvis vi derfor ikke havde opgivet og ladet synden få plads, men havde gjort noget, der havde behaget ham i stedet for, ville vi have modtaget en belønning for det i himlen.

Men nu er den belønning gået tabt, fordi vi har mistet muligheden for at få den. Dette er et evigt tab, da enhver belønning, som Kristus giver i himlen, er evig.

Dette burde få os til at være varsomme, så vi ikke går glip af de muligheder vi dagligt har for at vise trofasthed overfor Herren. Hvis vi lader dem glide ud af vores hænder, så mister vi både mulighederne og belønningerne for evigt.

Vi vil have en hel evighed til at glæde os over de belønninger, som vores sejre har givet os, men vi har kun øjeblikket til at vinde dem. Der findes ingen sejre, som kan vindes i himlen – de må enten blive vundet nu eller aldrig.